Amfetamin

Energi, selvsikkerhed og styr på alt - så længe det varer

Amfetamin undertrykker sult, tørst og træthed. Man bliver aktiv, udadvendt og tror, at man kan klare hele verden på den halve tid. Usikkerhed og mindreværdsfølelser forsvinder - det samme gør den sunde fornuft desværre også. Man bliver lettere irriteret, vred og voldelig. Og når rusen er slut, er der en regning, der skal betales.

Hvordan virker det?

Under rusen, som typisk varer 4-6 timer, giver amfetamin en følelse af stor energi, selvsikkerhed og velvære. Man oplever at kunne præstere mere, man føler sig ikke søvnig eller sulten, sexlysten forøges og tankerne flyver. Amfetamins virkninger der ligner dem, man kender, fra kokain.

Den påvirkede taler meget hurtigt og virker rastløs og ukoncentreret. Ved stærk påvirkning kan man have svært ved at holde balancen, og man kan 'flagre', dvs. man laver ufrivillige, vridende bevægelser med kroppen, svinger vildt med armene o.l.. Ofte gentager man de samme bevægelser eller handlinger igen og igen. Årsagen er, at amfetamin påvirker centralnervesystemet.

Hvis man drikker alkohol samtidigt, kan amfetamin ophæve noget af den sløvende virkning ved alkohol.

De ønskede virkninger er mest tydelige de første gange, man bruger stoffet. Senere aftager de eller holder op. Det skyldes at kroppen vænner sig til at få stoffet, så man skal have mere for at opnå den samme virkning.

Tegn der kan tyde på påvirkning af amfetamin:

  • Energisk, selvsikker, snakkesalig, rastløs
  • Let til irritation, vrede og vold
  • Sveden, tør mund
  • Store pupiller

Ved stærk påvirkning evt.:

  • svært ved at styre motorik og holde balancen
  • stereotyp gentagelse af handlinger eller bevægelser

Rent biologisk sker der det, at når amfetamin indtages, går det ind i blodet og derfra over 'blod-hjerne barrieren' ind i hjernen.

Amfetamin påvirker her nogle signalstoffer i centralnervesystemet kaldet dopamin, serotonin og noradrenalin. Hovedparten af amfetaminet optages ikke, men udskilles fra kroppen med urinen. Jo mere 'sur' urinen er (jo lavere pH-værdi) jo hurtigere udskilles stoffet. Den viden kan man bruge ved afgiftning, hvor man kan behandle ved at sænke urinens surhedsgrad for at få udskillelsen til at gå hurtigere. Da amfetamin virker appetitnedsættende vil en person, der bruger stoffet over flere dage, ophøre med at spise. Det sænker også urinens pH-værdi, og betyder at stoffet udskilles hurtigere.

Hvad består amfetamin af?

Amfetamin er et kunstigt fremstillet stof, og der findes flere hundrede forskellige forbindelser, som indeholder amfetamin eller amfetaminlignende stoffer. Man kan opdele dem i to grupper: de, der kun virker opkvikkende og de, der både virker opkvikkende og fremkalder hallucinationer. En kraftig variant, der ikke er så udbredt i Danmark kaldes metamfetamin.

Amfetamin er i sin rene form er en væske. Det kan dog let omdannes til et salt eller hvidt pulver (amfetaminsulfat). Det meste af det amfetamin, der kan købes illegalt i Skandinavien er amfetaminsulfat fremstillet i Europa. Især Holland, Belgien, Polen og Estland. Tit er det, der sælges som amfetamin, ikke det rene stof. Der kan f.eks. være blandet koffein, sukker eller andre stoffer i det. Det kan derfor være gråligt eller gulligt og evt. fugtigt.

Hvordan bliver amfetamin brugt?

Man kan spise, drikke, sniffe eller indsprøjte amfetamin. Som lægemiddel bliver amfetamin solgt som tabletter. I 1960'erne begyndte nogle at opløse tabletterne og sprøjte sig for at få større virkning. På grund af risikoen for HIV valgte mange siden 80'erne i stedet at opløse amfetamin i drinks og drikke det. Amfetamin sælges ofte illegalt som et pulver, der sniffes. Snifning og indsprøjtning giver den hurtigste og voldsomste virkning.

Når amfetamin sniffes kalder man det for 'fattigmandskokain', fordi virkningen ligner den, man kender, fra kokain, men rusen varer længere og prisen på amfetamin er lavere. Det er typisk unge i de såkaldte 'festmiljøer', der bruger amfetamin. Det er sammen med alkohol, hash og kokain et af de mest udbredte stoffer i Danmark.

I 2002 viste en undersøgelse (MULD-rapport nr. 3, 2004, p. 39) at knapt 9 % af unge mellem 16 og 20 år havde prøvet amfetamin.

Amfetaminets historie

Amfetamin eller speed er et syntetisk stof som første gang blev fremstillet i 1887. Under anden verdenskrig fik en del soldater stoffet, fordi man mente, at det kunne få dem til at kæmpe bedre og mere udholdende.

Efter anden verdenskrig blev amfetamin i en periode anvendt af læger som "slankepiller", fordi det nedsætter appetitten, og som behandling af såkaldt hyperaktive børn og ved forskellige psykiske lidelser. Mange mennesker brugte helt lovligt amfetamin for at holde sig vågne, f.eks. lastbilchauffører og studenter der læste til eksamen. I 1960'erne kunne amfetamin fås i håndkøb på apoteker i mange lande.

Hvordan behandles problemer med amfetamin?

Som regel kræver selve afgiftningen ikke så meget andet end søvn og tid for at få stoffet ud af kroppen. Nogle har brug for at sove i flere døgn. Amfetamin udskilles relativt langsomt af kroppen, så der kommer ikke pludselige, voldsomme abstinenssymptomer. Behandling med beroligende medicin kan komme på tale. Den langsigtede behandling kan foregå ambulant eller i døgninstitution. Her er målet at modvirke tilbagefald. Det kan foregå ved forskellige former for terapi - individuelt eller i gruppe.

 

Referencer:

Lorenzen I., Bendixen G., Hansen N.E. (red):
Medicinsk Kompendium
Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 2000, 2. udg.

Nasjonalt Folkehelseinstitutt, Norge. http://www.fhi.no:
Fakta om amfetamin og metamfetamin
Publiceret: 28.6.2004, Opdateret: 28.4.2005

Netdoktor.dk, http://www.netdoktor.dk

NetPsykiater.dk, http://www.netpsykiater.dk

Nissen, Stine Birk og Gert Allan Nielsen:
Unges livsstil og dagligdag, 2002 - aldersforskelle i sundhedsvaner og trivsel
MULD-rapport nr. 3, Sundhedsstyrelsen, Kræftens bekæmpelse, København, 2004

Nordegren, Thomas og Kerstin Tunving:
Gads Rusmiddelleksikon.
Dansk udgave ved Peter Ege, gads Forlag, København, 1999

Rindom, Henrik:
Rusmidlernes biologi - om hjernen, sprut og stoffer
Sundhedsstyrelsen, København, 2001

Rätsch, Christian:
Enzyklopädie der psychoaktiven Pflantzen. Botanik, Ethnopharmakologie und Anwendungen.
AT Verlag, Arau, Schweitz, 2004 (1998)