”Jeg troede ikke, jeg var egnet til at gå i skole længere”

En fredag i december 2017 sad 17-årige Asbjørn ved et bord i en lejlighed i Ishøj. Han kan huske, at han tog et frimærke (lsd) og to Xanax-piller og skyllede det ned med øl. Det næste han husker er, at han vågner op på et hospital behandlet for en overdosis.

”De fortalte mig, at de også havde fundet kokain og hash i mit blod. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg tænkte bare, at jeg skulle op og videre. Det er først nu, jeg tænker, at min reaktion var fucked”, siger Asbjørn.

Hash havde fyldt meget i Asbjørns hverdag, siden han var 14 år, og kokain var begyndt at fylde en del, da han startede på Byhøjskolen sidste sommer. Fraværsprocenten vidnede om, at han brugte mange af sine vågne timer på Christiania og i Kongens Have. Han troede ikke selv på, at han kunne fortsætte på skolen.

”Jeg var bare håbløs. Jeg troede ikke, jeg ville kunne gennemføre min 10. klasse. Jeg troede ikke, jeg var egnet til at gå i skole længere”, siger Asbjørn.

Skolen stillede krav om samtaler med Ro på Rusen

Efter Asbjørns indlæggelse ville hans lærer gerne hjælpe ham og lade ham fortsætte med sin 10. klasse, men under den betingelse, at Asbjørn talte med Ro på Rusens rusmiddelrådgiver Jens, der er tilknyttet Byhøjsskolen.

”Det synes jeg var fint nok - også for min egen skyld. Det var befriende at kunne gå i dybden med ting, jeg aldrig havde talt om før. Vi talte meget om stoffer, men også om, at det var svært i skolen. Det gav mig stof til eftertanke,” siger Asbjørn.

Han havde aldrig følt, at han kunne tale med sine forældre eller venner om hash eller andre stoffer og slet ikke om alt det, der var svært.

”Det er bare rart at have nogen at snakke med. En, man ved, der lytter til en. Man tænker ikke så meget på, at han får penge for det. Men bare at man kan komme ud med alt det, man går med inden i. Ellers går jeg bare rundt med det, og så en dag, så går det galt, så eksploderer det,” siger Asbjørn.

Hvis man virkelig vil noget så kan man godt

For Asbjørn betød det meget, at han kunne se Jens på sin skole, fordi han på den måde ikke så let kunne give slip igen.

”Ærligt, så tror jeg ikke, jeg var dukket op, hvis jeg skulle et andet sted hen. Det var godt, at skolen havde et tæt samarbejde med Ro på Rusen, så jeg kunne blive holdt i ørene, så jeg dukkede op til samtalerne. For man kan hurtigt tale sig selv fra det og sige, det er jo ikke løsningen, og jeg kan jo også tage ud på Christiania,” siger Asbjørn.

Men samtalerne blev en del af løsningen for Asbjørn, der længe havde haft svært ved at overskue sin hverdag.

”Det har hjulpet mig meget. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg stadig, jeg havde sniffet den dag i dag, hvis jeg ikke havde nogen at snakke med om det,” siger Asbjørn.

I takt med et dalende forbrug af rusmidler steg Asbjørns tro på sig selv. Sammen med Jens fik han fundet lektiehjælp på skolen, hvilket betød at han kunne indhente det pensum, han manglede.

”Samtalerne overbeviste mig om, at hvis man virkelig vil noget, så kan man godt. Det har været med til at skabe en ny Asbjørn. Og nu står jeg bare her med mit eksamensbevis og skal begynde på en EUX om lidt,” siger Asbjørn.