”Man kan meget mere end man tror”

11 unge fra rusmiddelbehandlingstilbuddet U-turn gennemførte 4-18-4 triatlon ved Amager Stand. De kombinerer deres behandling med træning.

”Jeg havde en følelse af glæde, da jeg kom i mål, men jeg havde også lyst til at græde. Jeg tror bare ikke, at jeg troede på, jeg kunne,” siger Rebecca på 23. 

Hun er en af de unge, der gennemførte det omfattende triatlon i gråvejr og til tider silende regn torsdag eftermiddag.

”Nogle gange var det svært, og jeg troede ikke jeg kunne, men så var der hver gang en af rådgiverne, der motiverede mig. De blev ved med at sige: ”du er så sej”, og det hjalp bare”, siger Rebecca.

Rebecca startede i U-turn for tre måneder siden, fordi hendes hash-forbrug havde taget overhånd. Hun røg hash hver dag og kunne ikke fungere uden. Allerede ved første samtale foreslog hendes behandler, Kurt Hansen, at hun kunne prøve at tage med sportsgruppen i motionscenter. Siden da har hun trænet med dem tre gange om ugen. 

”Det er som om, jeg får en ny hjerne, når jeg træner. Som om jeg ikke har brug for rusmidler,” siger Rebecca. 

Overføres til resten af livet

Efter Rebecca havde trænet med sportsgruppen i lidt tid, foreslog hendes behandler, Kurt Hansen, at hun skulle træne op til 4-18-4 sammen med en gruppe af andre unge.

”Jeg tænkte først, at det kunne jeg ikke klare. Men da vi startede træningen, så fandt jeg ud af, at okay, det her, det kan jeg godt. Og nu har jeg gennemført - man kan virkelig meget mere, end man tror,” siger Rebecca.

Ifølge Kurt Hansen så er det netop den oplevelse, som gør sport til et unikt behandlingselement. Når de unge træner op til et triatlon eller lignende, så kan oplevelsen overføres til andre aspekter af deres liv.

”Hele processen i at træne op til noget fører dig igennem tvivl og sommerfugle i maven. Kan jeg? Kan jeg ikke? Hvad gør jeg, når det gør ondt? Ligesom i et rygestop eller andet ophør med afhængighed. Den udholdenhed, vi arbejder med, kan føres videre ud i livet til studier, arbejde og alt muligt andet,” siger Kurt Hansen, behandler i U-turn. 

Ifølge ham er der forandringsgaranti i sportsgruppen, hvis man træner tre gange om ugen i otte uger. Og den forandring mærker Rebecca hver dag. 

”Jeg føler mig mere klar i hovedet. Det hele føles bedre. Jeg er ligeså glad til træning, som når jeg før tog stoffer. Nu er det bare af træning, og det kan vare i flere dage. At gennemføre 4-18-4 var bare surrealistisk og fedt,” siger Rebecca. 

Rebecca ryger højest én gang om ugen nu, men kan med det samme mærke, at det gør træningen sværere, og derfor har hun mindre og mindre lyst. 

”Jeg fortsætter med træning også efter jeg er færdig i U-turn. Det hjælper mig til ikke at have lyst til at ryge hash eller tage andre stoffer. Det giver mig bare så meget,” siger Rebecca.