Model U-turn breder sig til tre nye kommuner
Socialstyrelsen satte i foråret 2016 gang i et projekt, der skal udbrede veldokumenterede behandlingsmodeller til unge med rusmiddelproblemer. Gennem projektet kunne kommunerne søge om støtte til implementering og uddannelse i Model U-turn, der er udviklet i Københavns Kommune, Multisystemisk Terapi Substance Abuse (MST-SA), der er udviklet i USA og U18, der er Aarhus Kommunes ambulante misbrugsbehandling. Af de tre behandlingsmodeller var U-turn den mest populære med 11 kommuner, der ansøgte.
"Det er en rar fornemmelse, at mange kommuner har været interesserede. Det er en anerkendelse af det arbejde, vi har udført i over ti år", siger Dan Orbe, der er konstitueret centerchef i Center for Unge og Rusmidler, som U-turn er en del af.
”Når der har været særlig interesse, så tror jeg det handler om, at Model U-turn er meget fleksibel i den måde, hvorpå den kan tilpasses de organisatoriske virkeligheder, der er de i de forskellige kommuner. Vi har et helhedssyn ikke kun på behandlingsdelen, men også i forhold til organiseringen i kommunerne.”
Opjusteret fra to til tre kommuner
Oprindeligt var det meningen, at kun to kommuner kunne søge Model U-turn, men på grund af den store interesse, så blev tre kommuner udvalgt til at starte modellen op i samarbejde med deres nuværende tilbud til unge mellem 15 og 25 år med rusmiddelproblemer.
”Det betyder selvfølgelig mere arbejde. Vi har måttet kigge på de ressourcer, vi har, og i samarbejde med Socialstyrelsen har vi set på, om vi kunne løfte opgaven. Det kan vi, og vi glæder os til det. Vi lærer jo også noget nyt og får mere erfaring hver gang, Model U-turn bliver afprøvet andre steder,” siger Dan Orbe.
Model U-turn er tidligere blevet i implementeret i Horsens og Helsingør kommune, hvor modellen blev evalueret af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2011 til 2014. Også MST-SA og U18 er blevet evalueret af SFI ud fra målsætninger omkring rusmiddelforbrug, generel trivsel og tilknytning til uddannelse eller arbejde, og alle tre tilbud har vist gode resultater.
”Det er i det hele taget en glæde, at flere kommuner nu får etableret tilbud, der er målrettet de unge,” siger Dan Orbe.
Eksisteret siden 2004
U-turn har eksisteret som et tilbud til unge med rusmiddelproblemer i Københavns Kommune siden 2004.
I U-turn ses de unges forbrug af rusmidler som et symptom på, at de ikke trives, og derfor er der i behandlingen fokus på relationer og rusmidlernes sammenhæng med psykiske og sociale problemer. U-turn har flere forskellige tilbud, der alle tilpasses den enkelte unge og som arbejder med forskellige aspekter af den unges liv, herunder familie, skole og fysisk og psykisk sundhed.