Ser du bare til? Ny kampagne vil hjælpe børn i familier, der drikker for meget
Hver femte dansker er vokset op i en familie, hvor der bliver drukket for meget. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen og SIF. Med kampagnen ”Ser du bare til?”, der kører i uge 40, opfordres alle, hvad enten de er pårørende, ven eller kollega til at gribe ind.
- Vi skal alle blive bedre til at reagere, når vi møder et barn, som ikke trives, fordi der bliver drukket for meget i familien. Det gælder også i de bedre stillede miljøer, hvor alt måske set pænt ud på overfladen. Det har store konsekvenser for børnenes liv, hvis vi bare lukker øjnene, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).
Undersøgelser viser, at børn, der har en far eller mor med et alkoholproblem, har 2,5 gange større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling og cirka dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord. Mange bærer også problemerne med sig ind i voksenlivet.
Flere tilbud og tidligere indsatser
Derfor har Københavns Kommune netop udvidet mulighederne for hjælp til børn og unge fra familier med rusmiddelproblemer. Et nyt projekt støttet af Socialstyrelsen har skabt et helt nyt tilbud for småbørnsfamilier med rusmiddelproblemer, og tilbuddet DeDrikkerDerhjemme bliver udvidet, så der er plads til flere børn og unge op til 25 år. Samtidig er tilbuddet udvidet til nu også at gælde andre rusmiddelproblemer end alkohol.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har givet børn, unge og deres familier bedre muligheder for at få hjælp. De tal, vi får fra undersøgelsen, understøtter kun den opfattelse, vi allerede havde, at en tidlig indsats for børnene og familierne som helhed er essentiel for, at børnene oplever større trivsel og får de bedste muligheder i fremtiden, siger socialborgmester Jesper Christensen.
Den langt større kapacitet betyder, at der i Københavns Kommune fremover ikke er ventetid for børn og unge, der har forældre med rusmiddelproblemer. Det skal sikre, at flere får den hjælp, de har behov for, så statistikkerne kan vendes.
Vi har styrket samarbejdet på tværs i kommunen og har et øget fokus på den tidlige indsats. Men det vigtigste er, at vi alle sammen er opmærksomme på børnene omkring os. Vi skal alle blive bedre til at gribe ind, så børnene får den hjælp, de har brug for. Det er vores ansvar, siger socialborgmester Jesper Christensen.