U-turns tænketank fik besøg af socialborgmesteren

Der blev debatteret legalisering af hash, da U-turns tænketank mødtes med socialborgmester Jesper Christensen.

 

"Hvis du virkelig skal rykke noget, så skal du komme med et forslag, hvor alt er tænkt med. Modellen skal være gennemtænkt, det er klart, men vigtigst af alt, så skal retorikken omkring hash ændres, så stigmatiseringen ikke fortsætter alligevel," siger Anders på 22.

Han er med i U-turns nye tænketank, som består af unge, der alle har haft problemer med rusmidler, ofte med hash som det mest problemgivende rusmiddel. Derfor er netop deres erfaringer relevante, fordi de har levet med de konsekvenser, der er af den lovgivning, vi har i dag.

"Der er en stigmatisering omkring hash i dag, som gør det sværere for unge at søge hjælp. Det er svært at tale om med voksne, men også ung til ung, og det er det, vi gerne vil ændre, så man kan tale åbent om ens forbrug og få den hjælp, man har brug for," siger Jesper Christensen.

Maja på 22 år er enig. Hun har røget hash i flere år, før hun fik hjælp, og hun tror på, at det ville hjælpe mange i behandling, hvis man kunne tale mere åbent om hash.

"Jeg føler, at der er meget skam forbundet til det. Jeg ville ikke tale med nogen om det. Og selv nu fortæller jeg ikke om det til min omgangskreds, og det holder mig fra at hjælpe andre," siger Maja.

Legal hash ville eksponere helt unge i højere grad

På trods af en generel positiv indstilling til forslaget, så var flere af de unge også kritiske over for modellen.

"Jeg tror, det vil eksponere folk, der er endnu yngre, for hash, fordi det vil være mere accepteret og lettere at skaffe," siger Maria på 27.

Andre fandt det urealistisk at tro, at man kunne udkonkurrere Christiania med apotekslignende salgssteder.

"Altså man kommer jo også på Christiania, fordi det er hyggeligt, og der er et fællesskab. Så vælger man jo ikke at hænge ud sammen med Birthe, der sælger hash på et apotek," siger Laura på 25.

Og det er netop den slags input, som socialborgmesteren var kommet for at få.

"At man søger fællesskabet på Christiania, har vi ikke tænkt på. Og det er selvfølgelig noget, vi vil tage med i overvejelserne om, hvor eventuelle salgssteder skal placeres. Men vi hverken kan eller vil tilbyde den slags fællesskab som unge finder på Christiania," siger Jesper Christensen.

Sikkerhed frem for alt

Laura, der selv har haft problemer med hash, mener ikke, at fokus er lagt rigtigt, når politikere taler om legalisering.

"I fremlægger modellen som om, at det vil gøre det lettere at komme i kontakt med dem, der har brug for hjælp. Det tror jeg ikke på. Jeg søgte først hjælp, da jeg selv var klar til det. Så I skal ikke sælge den på det, men derimod på sikkerheden for dem, der køber hash," sagde hun.

Hun fortalte, hvordan hun flere gange er cyklet ud i Nørrebroparken kl. 3 om natten for at købe hash af fremmede.

"Jeg var meget bange, men man gør det alligevel. Jeg ville helt sikkert have valgt et apotek eller et andet sikkert sted, hvis jeg kunne."

At skærme unge mod rockere og andre kriminelle er en af borgmesterens vigtigste pointer omkring modellen.

"Vi vil gerne undgå at sende hashkøberne i kløerne på kriminelle pushere.Og det er netop de kriminelle, vi gerne vil stække med en eventuel legalisering," siger Jesper Christensen.

Fakta om københavnermodellen

  • Treårig forsøgsordning med legalisering af hash i Københavns Kommune
  • Kommunen eller staten vil stå for både fremstilling og salg af hash
  • Når produktionen er i offentlige hænder, kan man sikre den rette balance mellem aktivstofferne CBD og THC
  • Uddannet personale vil stå for salget, og de kan rådgive, informere og henvise til misbrugsbehandling
  • Der oprettes fem til seks udsalgssteder i byen, der er åbent i dagtimerne – det ene har døgnåbent
  • Der skal kun sælges til personer over 18 år