U-turns unge sang kulturnatten op
”Det er første gang, jeg optræder med min ukulele. Jeg var virkelig nervøs, men det var så rart, da jeg først kom i gang. Det var virkelig fedt,” siger Cecilia på 24 år, der færdiggjorde sin behandling i U-turn for ti måneder siden.
Cecilia røg hash og tog kokain i flere år, inden hun startede i U-turn. Nu har hun ikke taget noget i et år, og musikken er blevet en måde, hvorpå hun kommer ud med sine tanker og følelser.
”I U-turn har vi altid fået sådan nogle kreative værktøjer, som måder hvor vi kan have et outlet på – at komme ud med sine følelser på en anden måde end at tale om det. Og det blev endnu lettere for mig med et instrument, det er min måde at komme ud med tingene på,” siger Cecilia.
Grænseoverskridende kulturnat
Også Lukas på 27 år, der gik i U-turn for tre år siden optrådte med sit rapnummer.
”I aften var grænseoverskridende, fordi det var første gang, jeg stod på en scene foran et publikum. Jeg kunne mærke, at jeg blev meget tør i munden, og jeg blev nervøs. Men efter jeg var kommet i gang, så forsvandt det. Så kom resten af sig selv, som jeg havde øvet det. Det var en fed følelse,” siger Lukas.
Lukas brugte i mange år hash, kokain og andre rusmidler både til fester og til hverdag. I U-turn samarbejdede han med behandler Torkild Vindelev om at skrive musik om livet med stofferne.
”Det der med at skrive det ned - at manifestere det, er en rigtig god proces til at bearbejde dine tanker om misbrug og din fortid. Det er en rigtig god måde til at blive klar over, hvad du har været igennem, så du kan bearbejde det. Det betød så meget for mig,” siger Lukas.
Den ansvarlige for musikken i U-turn, behandler og psykolog Torkild Vindelev, var yderst tilfreds med aftenen.
”De unge blæste os bagover med deres ord, musik og produktioner. De inspirerede endda andre unge, der var der, til spontant at gå på scenen. Det var intenst og autentisk og med al sandsynlighed en ny tradition for kulturnatten i U-turn,” siger Torkild Vindelev.