Ungesamrådet starter samarbejde med U-turn
- Vi ved, at en stor del af de unge, der dømmes for kriminalitet, har et forbrug af rusmidler, og i det lys, så synes vi, at det er vigtigt at få yderligere fokus på det område, siger Klaus Scheibye, der er formand for Ungesamrådet.
En ny intern undersøgelse fra Ungesamrådet viser, at 32 procent af de unge, der har fået deres sag behandlet af Ungesamrådet i perioden 2012-2015, havde et problematisk forbrug af rusmidler. Derfor kommer Mette Clausen til at sidde som fast rusmiddelkonsulent til alle samrådets møder, hvor hun skal være med til at vurdere, om de unge har et problematisk forbrug af rusmidler, og hvorvidt der er behov for misbrugsbehandling i forbindelse med en dom.
- I Ungesamrådet er der et skarpt fokus på kriminalitet, men ved at have U-turn med ved bordet, så kommer der mere fokus på, hvordan kriminaliteten hænger sammen med rusmidlerne. Det er en anden måde at kigge på det, siger Mette Clausen.
Tidligere indsats for de unge
Ungesamrådet blev skabt i 2012 for at sikre en koordineret indsats for unge under 18 år, der dømmes for alvorlig kriminalitet. Samrådet består af repræsentanter fra de sociale myndigheder, kriminalforsorgen, anklagemyndigheden og nu også U-turn, som hver især bringer særlig faglig viden til samarbejdet omkring de unge.
- Med sin specialviden om rusmidler kan Mette Clausen være med til at pege på løsninger, så den unge kan komme ud af sit rusmiddelforbrug. Og samtidig kan hun også gøre, at vi andre, der sidder i samrådet, bliver mere opmærksomme på rusmiddelproblematikker, og hvilke tilbud, der er i Socialforvaltningen, siger Klaus Scheibye.
Rusmiddelproblemer kan have stor betydning for, hvordan fremtiden for de unge ser ud, og Mette Clausen vil gerne arbejde for bedre og mere tilpassede løsninger for de unge.
- Jeg vil gerne være med til at se på, om vi kan sætte ind tidligere. Kan U-turn komme på banen tidligere i de her sammenhænge? For eksempel i forbindelse med en dom eller en varetægtsfængsling. Kan U-turn allerede blive opmærksom på problemet der og sætte rådgivning eller behandling i gang?"
Også Klaus Scheibye tror på, at det nye fokus kommer de unge til gode.
- Det skal gerne på den lange bane hjælpe til, at de unge stopper deres misbrug eller reducerer så meget, at det ikke hindrer dem i at leve en sund tilværelse, siger Klaus Scheibye.