Xanax: Kendt medicin i nye klæder
Vi kender til benzodiazepiner i Danmark – receptpligtige piller, der udskrives til personer med angst og urotilstande. Men i dag taler de unge om Xanax. Både når det er Xanax, de taler om, men også som et begreb for benzodiazepiner generelt. Xanax er nemlig blevet et meget kendt begreb fra rap-kulturen og amerikanske film.
”Det er også noget, man joker lidt med, sådan ’skal vi ikke tage lidt Xanax?’”, fortæller Louise på 17 år.
Hun blev præsenteret for Xanax for to år siden af nogle venner, der selv tog det. Og netop fordi hun allerede kendte til det fra sange, så virkede det ikke så farligt.
”De sagde bare, at det var noget angstdæmpende, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte få noget af det. Der er ret mange unge, der taler om det og tager det. Jeg tror, det handler om, at det er i rap-miljøet. Ikke fordi de skal have hele skylden for det,” siger Louise.
Hun er nu startet i behandling i U-turn efter knap to år, hvor flere stoffer har fyldt for meget i hendes liv – men hvor Xanax har fyldt mest.
”Første gang jeg tog det, havde jeg også drukket. Så jeg havde det bare sjovt. Men så har der været flere perioder, hvor jeg tog det hver dag i op til en måned ad gangen”, fortæller hun.
Xanax er kendt fra amerikansk tv, musik og kultur
I U-turn og deres udgående enhed Ro på Rusen er flere behandlere stødt på Xanax gennem de unges beretninger særligt det seneste års tid.
”Der findes mange forskellige slags benzodiazepiner, som vi har kendt til i mange år. Men Xanax er blevet et slags brand, som mange af de unge, vi møder, taler om. Pillerne går under mange forskellige slangnavne som Xannies og X’s”, forklarer Trine Nielsen, der er Louises behandler i U-turn.
Hjælper på de unges angst
Xanax’ virksomme stof hedder Alprazolam, Xanax er blot det mærke, der sælges i USA. Det er et beroligende middel, der bruges ved angst, panikangst og abstinenser. Voksne anbefales højest at tage 1,5 mg tre gange dagligt i en kort periode, fordi det er meget vanedannende.
Louises dosis af Xanax startede på 2 mg, men steg hurtigt op til 10 – 20 mg om dagen.
”Jeg har angst, så på et tidspunkt brugte jeg det mest som medicin. Jeg tog det dagligt for ligesom at komme igennem dagen. Så fjernede det min angst, og jeg havde det helt fint. Jeg plejede at ryste meget, men det stoppede, når jeg tog det. Og så var jeg ligeglad med, at jeg blev sløv,” siger Louise.
Det er en typisk fortælling, der går igen for mange unge, der søger behandling i U-turn.
”De unge starter måske med at prøve stoffer til en fest, men når forbruget fortsætter, er det fordi det giver mening for dem. Det hjælper dem på den korte bane. Xanax er desværre meget vanedannende og kan være rigtig farligt i større mængder og over tid, og særligt når det blandes med for eksempel alkohol eller andre stoffer,” siger Trine Nielsen.
Forsøgte at hoppe ud fra altanen
For et halvt år siden startede Louise med at tale med en rusmiddel-rådgiver fra U-turns udgående indsats Ro på Rusen, der var på hendes skole. Hun indså, at hun havde brug for hjælp, efter en psykotisk oplevelse, der spændte ud over en aften, hvor hun kun husker få detaljer.
”Jeg var sammen med nogle venner og kan bare huske, at jeg var på vej hjem. Der var en, der fulgte mig ned til stationen. Han fortalte bagefter, at jeg forsøgte at hoppe ud foran en masse biler. Så tog han mig med op i den lejlighed, vi havde været i. Og da vi kommer op i lejligheden, forsøger jeg at hoppe ud fra deres altan. Hvor de så alle sammen måtte holde mig tilbage, og så havde jeg taget en saks og skåret mig i armen. Jeg kan slet ikke huske noget af det,” fortæller Louise.
Louises venner ringede 112.
”Jeg var indlagt i en uge. Jeg havde det rigtig mærkeligt, for jeg kunne ikke huske det. Så havde jeg et par måneder, hvor jeg ikke tog noget. Men så begyndte jeg igen,” fortæller Louise.
Hun forsøger nu at stoppe sit forbrug af Xanax og er blevet indskrevet i U-turn, hvor hun ser sin behandler, Trine Nielsen, regelmæssigt.
Kan købes på gaden og på nettet
Nettet har gjort de fleste stoffer tilgængelige for alle med en smartphone. Her kan du enten købe Xanax direkte fra USA til lavere priser, men højere risiko, eller købe gennem danske pushere.
”Man kan købe Xanax på Istedgade, hvor man jo kan købe alting. Men det er ret meget på nettet. Jeg har også selv købt på nettet. Der er forskellige facebook-grupper og instagram-grupper. Og så er der også en app, hvor beskederne forsvinder efter et bestemt tidsinterval. Den hedder Wickr. Der er mange danske dealers, der har den app, så får de det fra USA og så sælger de det videre”, forklarer Louise.
Hun har aldrig hørt om nogen, der er blevet taget i at købe det, så for hende virker det ikke som en stor risiko at købe det på nettet, men risikoen for at vågne op på hospitalet igen er en af de grunde, der gør, at Louise denne gang vil holde fast i sit stop.
”Efter jeg blev indlagt, så gik det op for mig, at jeg har et problem. Nu vil jeg gerne bare stoppe helt”.