Projekt Fælles Ungeliv (2022-2025)
Hvordan støtter vi unge i udsatte positioner i at finde mod, retning og mulighed for at blive en aktiv del af det almensamfund, de ofte har følt sig ekskluderet fra? I det brugerinddragende projekt Fælles Ungeliv har vi eksperimenteret med at give unge i udsatte positioner bedre forudsætninger for deltagelse i almene fællesskaber. Projektet løb fra 1. august 2022 til 31. juli 2025 og var en videreudvikling af projekt Et Sundt Ungeliv. Begge projekter blev støttet af VELUX FONDEN.
Metode
I projekt Fælles Ungeliv har projektgruppen samarbejdet tæt med unge, medarbejdere og civile aktører for at afprøve den omvendte bevægelse. I stedet for at brobygge de unge ud i almene fællesskaber, har vi invitereret omverdenen ind i den socialfaglige praksis i form af relevante og kvalificerede øvebaner, hvor de unge kan afprøve nye sociale relationer, opleve succes og udvikle sig i samspil med andre unge. Udviklingspotentialet var sammen at udforske, hvordan de unges forudsætninger for at blive brobygget og forankret i fællesskaber uden for Socialforvaltningen kan styrkes.
I samarbejde med de tre ungetilbud blev der etableret seks positive fællesskaber, der opfyldte følgende fem principper:
- Et stærkt fælles tredje
- Inddragelse af unge
- Inddragelse af andre unge
- Involvering af socialfaglige medarbejdere
- Implementering af almene træk og/eller samarbejde med civile aktører
Samlet set udgør de fem principper et stærkt fundament for at skabe positive fællesskaber, hvor de unge ikke bare opfattes som modtagere af støtte, men som aktive medskabere af deres egen udvikling. Denne tilgang kan skabe grobund for mere bæredygtige, inkluderende ungetilbud – på tværs af kommune, civilsamfund og målgrupper.
Resultater og læring
350 unikke unge, herunder 106 anbragte unge, deltog i i et eller flere af ungefællesskaberne.
Erfaringer fra projektet viser, at unge ønsker at være del af meningsfulde fællesskaber, når rammerne er trygge, relevante og inviterer til medskabelse. Fællesskaberne fungerer både som beskyttende faktorer og udviklingsarenaer, hvor de unge opbygger tillid, sociale færdigheder og nye perspektiver på sig selv og deres muligheder.
Alle seks ungefællesskaber fortsætter efter projektperioden.
Inspiration
Projektgruppen har udarbejdet et inspirationskatalog, hvor de seks fællesskaber præsenteres sammen med erfaringer og læring om, hvordan samskabte ungefællesskaber kan være værdifulde trædesten mod varig tilknytning til almene fællesskaber. Ønsket er er at inspirere fagprofessionelle, beslutningstagere og aktører i civilsamfundet, som ønsker at arbejde med fællesskaber for unge i udsatte positioner - fællesskaber, hvor unge i udsatte positioner ikke blot får plads, men også føler sig hjemme.
Evaluering
SocialRespons har været ekstern evaluator for projekt Fælles Ungeliv. Find evalueringen på deres hjemmeside ultimo 2025.
Læs mere
Kontakt
Sandra Kristine Åbo Mortensen
Sandra Kristine Åbo Mortensen
Projektleder