Rusmiddelindsats på københavnske døgninstitutioner (2016-)

Borgercenter Børn og Unge har igangsat et samarbejde med centerfællesskaber og døgnanbragte unge.

Formålet med indsatsen er, at centret og omkring 12 døgninstitutioner over de næste år indgår i en række samarbejder for at udforske håndteringen af rusmidler blandt deres unge.

Center for Unge og Rusmidler vil gå i dialog med hver enkelt institution for at få kortlagt nuværende praksis for håndtering af de unges forbrug af rusmidler, ønsker til samarbejdet og planlægning af indsats.

Kerneelementerne i indsatsen er    

  • Udvikling eller revidering af lokal rusmiddelpolitik og lokale handleplaner
  • Facilitering af fælles drøftelse af medarbejdernes holdninger, erfaringer og værdier omkring rusmidler og betydning i praksis
  • Introduktion til rusmiddelfaglige metoder til at arbejde med unge og rusmidler 
  • Stofedukation
  • Eftermiddags- eller aftenarrangementer med de døgnanbragte unge for at inddrage deres erfaringer, ønsker og behov i forhold til medarbejdernes håndtering af rusmidler
  • Afprøvning af samarbejdsformer med U-turn
  • Afprøvning af rusmiddelpolitik og handleplan i praksis

Vi er begyndt et samarbejde med tre institutioner under Center for Akutinstitutioner i 2016 og forventer at opstarte samarbejde med to nye centerfællesskaber i 2017.

Baggrund for indsats

Både nationale og internationale undersøgelser viser, at døgnbragte unge er en særlig udsat gruppe. Også når det gælder brug af rusmidler. En stor del af anbragte børn og unge har oplevet brug eller misbrug af rusmidler blandt deres nære omsorgspersoner eller blandt deres kammerater. De fleste anbragte unge har været eller er særdeles tæt på rusmidler. Enten fordi de selv eksperimenterer med rusmidler, eller fordi de har været eller er i miljøer, hvor rusmidler har fyldt eller fylder en del. 

Center for Unge og Rusmidler forestod i 2013-2014 to undersøgelser om rusmidler blandt unge på 15 københavnske døgninstitutioner.

De overordnede resultater fra medarbejderundersøgelsen var, at der er store forskelle institutionerne imellem, når det gælder udfordringer og behov. Døgnpersonalet efterspørger generelt en videreudvikling af et fælles fagligt udgangspunkt for håndtering af rusmidler på den enkelte institution samt stofedukation og dialog med unge om rusmidler.

Ungeundersøgelsen viste, at mange har haft tidlig debut med brug af både cigaretter og illegale rusmidler, dobbelt så mange døgnanbragte unge har prøvet hash sammenlignet med jævnaldrende unge og knap halvdelen, der har prøvet at ryge hash, har et aktuelt forbrug.

Sammenfattende er der altså tale om:

  • En problematik som tilsyneladende er udbredt blandt halvdelen af de adspurgte unge.
     
  • En problematik, som kendes fra hele anbringelsesområdet og således ikke kan afgrænses til bestemte anbringelsessteder eller anbringelsessteder med bestemte arbejdsmetoder og tilgange.
     
  • En kompleks problemstilling.

Hvordan man som centerchef, døgninstitutionsleder og døgninstitutionsmedarbejder skal navigere i håndteringen af de døgnanbragte unges brug af rusmidler, kan være svært og udfordrende.  På den ene side kan det ikke tillades, at de unge indtager eller opbevarer rusmidler, mens de er anbragt. På den anden side er de unges forbrug af rusmidler en realitet, og en total afstandtagen stigmatiserer de unge og kommer i vejen for den åbenhed i dialogen om rusmidler, som er afgørende for institutionernes arbejde med at afhjælpe et rusmiddelforbrug.

Prototype i samarbejde med Brorson under Hybelinstitutionen

Center for Unge og Rusmidler og Brorson under Hybelinstitutionen afprøvede i 2015 et udviklingsprojekt, som omhandlede alternative måder, hvorpå der kan arbejdes med rusmiddelproblematikker på døgninstitutioner. Der var stort fokus på, hvordan medarbejderne kunne føle sig bedre rustet til at håndtere unge med rusmiddelbrug og dels, hvordan medarbejderne i samarbejde med de unge kunne finde nye løsninger.

De to undersøgelser om rusmidler blandt unge på 15 døgninstitutioner har sammen med erfaringerne fra dette projekt har dannet grundlag for elementerne i Rusmiddelindsats på døgninstitutioner. 

Kontakt

Mette Clausen

Projektleder